Wednesday, 18 August 2010

Suffering from altitude sickness and freezing crown jewels off in the Andes

I finally left Lima leaving Klaus and the Infernal Machine alone to sort out their problems together, which meant Klaus wrapping the relic of a bike in a box, throwing on some holy water and shipping it to South Africa where his cracked engine block could be replaced.

It proves easy to find the way out of Lima, mostly because I’m already on the south side of town and soon I’m back home on the Pan American Highway. I must admit it feels good to be alone, no matter how good friends you are it’s good to get a break after 50 000 kilometers and 16 months.

Peru offers some truly boring roads along the coast. Its desserts, which is fairly cold, and it doesn’t get better by extreme humidity and frequent fog you almost must cut through with a machete. Headwind also takes its toll on the speed, but all in all I am happy while driving along the Pacific.

At a gas station in the middle of nowhere there’s some tables and chairs outside. Two guys are sitting there drinking cheap rum and having a fiesta. After all it’s a Monday and no reason to not celebrate. They offer me a drink, and when I decline they generously offer me to buy them another bottle. I politely decline this too, it appears that they had more than enough already.

When it’s due to call it the day I end up in Ica. Ica seems to be a shithole, so I go a few kilometers off the Pan American to an oasis called Huacachina, thrown in between some obese sand dunes. A touristy place, but fairly spectacular and with a few cheap hostels.

As I walk into one of the cheap places I immediately spot three old Yamaha Teneres, it’s the Dutch Dangelberries. We’d spent a few days with them up in north Peru and thought they were around Lima now. When I caught them red handed at the bar they looked like they had seen a ghost, but as the shock left them they were able to pretend they were happy to see me again.

We hung out and moved on together down the coast. The last night before waving goodbye to the Pacific we stayed in Camana. It was a new record for the Dutch with hauling 400 kilometers in a day, which is not bad for traveling on old Japanese bikes.

From you leave the coast and towards the inlands the climbing starts, and goes on steadily. When you get some 1500 meters above sea level the temperature also rise and the humidity get less. The condition for riding improves.
Halfway to Arequipa we split up, they will hang out there for a fiesta while I’ll be pushing on to make miles. I got a ship to catch in Sao Paolo, Brazil, disgustingly soon.

I reach Arequipa about noon and stop to patch a couple of pinched inner tubes, as well as stocking up with water and food. It is fairly remote until I reach Juliaca, which I will for sure not reach that day. Bottom line is that it will be camping, most likely in a nature reserve full of vicunas, the somewhat retarded cousin of the llama.

Arequipa is at 2325 meters above sea level, which means I got 2200 more meters to climb the next 150 kilometers before I’m on the top. It leaves with a total of 4500 meters increase of altitude in a day, which I thought should be fine.

At about 3000 meters I start getting shorter on breath, which is normal at this altitude. At 3500 meters the driving gets tiring, and I feel the head works slower. Getting over 4000 I start feeling like a mix between drunk and hung-over, after how I’ve heard people describe those conditions.

However, I’ve never had altitude sickness, and as a super hero I should not be prone to it so I just face it with ignorance.

On the positive side the bike runs better than expected, I never have to go down to first gear. Before heading up I put in a new virgin jet and a new needle in the carburetor, as the old ones have 70 000 kilometers on it and some odd 5000 liter of dirty fuel in 40 different countries has passed through it. It obviously paid off with the new components.

Darkness is approaching and it’s time to find a place to camp. The temperature has been dropping steadily as the sun has been getting lower, but it’s still ok despite an altitude of 4500 meters. I take off the road, and find a place to hide beside some rocks.

While getting out the gear, rolling out the mattress and the sleeping bag I realize it’s actually getting a bit cold, I’m tired and freezing already. When I put on some water to boil and preparing food I realize it’s getting cold for real. The fingers are getting stiff and less cooperative.

I feel dizzy and have a headache, as I prepare for the night I sometimes loose balance and have to support myself on the bike. It occurs to me that it might not become a pleasant night. The last thing I do before hitting the sack is to boil up 2,5 liters of water, pour it into a bottle and throw it into the sleeping bag. I put on wool underwear and creep inside.

Normally it feels great after a few minutes when you get warm in the sleeping bag. This time it never happens. If I keep the head inside the bag it bearable, but then I can’t breathe as the air is too thin. Keeping the head outside I can breathe, but shakes from hypothermia.

I keep on switching between head inside and outside. It’s too cold to fall to sleep, and if I did probably I would not wake up again. Laying and shaking for a couple of hours I realized I got a poncho in my sidecar. But to get it I have to get out of the sleeping bag which means even more freezing for a while. It takes some time to man up for the task.

During the operation I notice a bottle of water is already half frozen, it’s actually cold for real and not only in my mind. I wrap myself in the poncho, get back in the bag and throw the driving jacket over the sleeping bag. It helps; I stop shivering after a while and get some short moments of sleep occasionally during the night.

The last time I wake up is before sunrise. I don’t freeze as long as I stay in the sleeping bag. I enjoy the sunrise horizontally, and start the process of getting up. It takes me an hour and quite some aborted attempts. Another two hours passes by making myself coffee, waking up and packing the gear. Again I get reminded the llama climate, even the box of wine has frozen into a brick.

Everything is in slow motion and a pain to do. I feel less dizzy, but still more like a zombie than a human being but after some energy drink with coca leaves I’m somewhat good to go at 8 am. I’ve had enough camping this week.

Tormod



Højdesygens genvordigheder/tæt på at fryse kronjuvelerne af

Jeg forlod omsider Lima og lod Klaus og The Infernal Machine (den røde Nimbus) klare deres indbyrdes problemer selv. Hvilket betød at Klaus skulle pakke vraget i en kasse, helle lidt vievand på den og sende det hele til Sydafrika, hvor den revnede motorblok skal udskiftes.

Det viser sig at være nemt at finde ud af Lima, med fordi jeg allerede er i byens sydlige del, og snart er jeg tilbage på The Pan-American Highway. Jeg må indrømme det føles godt at være alene, for uanset hvor gode venner man er, gør en pause godt efter 50.000 km og 16 måneder.

Peru byder på nogle virkeligt kedelige veje langs kysten. Det er ørken, ret koldt og en klam tåge, så tæt at man næsten kan hugge sig igennem den med en machete, gør det ikke bedre. Modvind tager også lidt af farten, men alt i alt er jeg glad mens jeg kører her ved Stillehavet.

På en benzintank i midten af ingenting er der nogle stole og borde udenfor. Der sidder to fyre og bæller tequila til deres egen lille fiesta. Men ok, det er mandag, og der er ingen grund til ikke at feste. De tilbyder mig en drink, og da jeg afslår tilbyder de generøst at jeg skal købe endu en flaske til dem. Det afslår jeg også høfligt, da de synes at have fået rigeligt allerede (oversætters note; når det kommer fra Tormod....)


Da det er på tide at slutte dagen af er jeg nået til Ica. Ica virker som et hul i jorden, så jeg kører et par km væk fra The Pan American, til en oase ved navn Huacachina, lagt mellem nogle rigtig store klitter. Det er et turiststed, men det ser godt ud og har et par billige hostels.

I et af de billige steder spotter jeg straks tre gamle Yamaha Tenere offroadere. Det er de hollandske 'Dangelberries'. Vi var sammen med dem et par dage oppe i det nordlige Peru, og jeg troede de var i Lima nu. Da jeg tog dem på fersk gerning inde ved baren så de ud som om de havde set et spøgelse, men efter chokket havde fortaget sig var de i stand til at lade som om de var glade for at se mig igen.

Vi blev sammen og bevægede os videre ned langs kysten. Den sidste nat inden vi vinkede farvel til Stillehavet blev vi i Camana. €00 km på en dag var ny personlig rekord for hollænderne, og ikke dårligt når man kører på gamle japanske maskiner.

Herfra forlod jeg kysten og stigningen ind i landet begyndte. Ved 1500 m over havet går temperaturen op, og luftfugtigheden ned. Det bliver bedre at køre. Halvvejs til Arequipa skiltes vi, de vil bliver der for en fiesta, og jeg vil prøve at få nogle km under dækkene. Der er et skib jeg skal nå i Sao Paolo, Brasilien, om afskyeligt kort tid.

Jeg når Arequipa omkring middagstid og stopper for at lappe et par hullede inderslanger, og proviantere med vand og mad. Der er rimeligt øde indtil jeg når Juliaca, hvilket jeg garanteret ikke når i dag. Så den står på campering, højst sandsynligt i et naturreservat fuldt af vicuana'er, en lettere retarderet fætter til llama'er.

Arequipa ligger 2325 meter over havet, hvilket betyder at jeg har yderligere 2200 meter at kravle op de næste 150 km før jeg når toppen. Det giver en opstigning på 4500 meter på en dag, hvilket jeg troede ville være ok.

Omkring 3000 m begynder jeg at blive stakåndet, hvilket er normalt ved denne højde. Ved 3500 m bliver det rigtig trættende at køre, og jeg kan mærke at hovedet arbejder langsommere. Over 4000 m begynder jeg at have det som med en blanding af fuldskab og tømmermænd, som andre har beskrevet det.

Men altså, jeg har aldrig haft højdesyge, og som superhelt skulle jeg heller ikke være i risikozonen for det, så jeg ignorerer tegnene.

Det positive er at maskinen synes at køre bedre end ventet, for jeg behøver end ikke at gå ned i første gear. Før jeg startede satte jeg en ny dyse og en ny nål i karburatoren, eftersom de gamle dele har kørt 70.000 km, og er skyllet 5000 liter beskidt benzin fra 40 lande gennem sig. At skifte til nye stumper var tydeligvis en god idé.

Mørket er på vej, så det er på tide at finde et sted at campere. Temperaturen er gået ned jævnt samtidig med solen, men det er stadig ok trods de 4500 m højde. Jeg kører fra vejen og finder et sted at gemme mig bag nogle store sten.

Mens jeg pakker tingene ud og gør luftmadras og sovepose klar, går det op for mig at her er koldt, at jeg er træt og at jeg allerede fryser. Da jeg sætter vand over og laver mad bliver jeg klar over at der virkelig er koldt her. Fingre bliver stive og ikke så samarbejdsvillige.

Jeg føler mig svimmel og har hovedpine, og mens jeg forbereder mig for natten mister jeg flere gange balancen og må støtte mig til motorcyklen. Det dæmrer for mig at det nok ikke bliver nogen behagelig nat. Det sidste jeg gør før jeg tørner ind er at koge 2½ liter vand, hælder det i en flaske og smider den i soveposen. Jeg tager det uldne undertøj på og kravler med ind.

Normalt føles det rigtig rat efter et par minutter når jeg er blevet varm nede i soveposen. Det sker ikke denne gang. Holder jeg hovedet indenfor er det tåleligt, men så kan jeg ikke få vejret i den tynde luft. Med hovedet udenfor får jeg luft, men ryster af kulde.

Jeg skifter mellem at have knolden inden- og udenfor. Det er for koldt til at jeg kan sove, og skulle jeg falde i søvn vil jeg næppe vågne op igen. Efter et par timer med at ligge og ryste, kommer jeg i tanke om at der er en poncho i sidevognen. Men for at få fat iden skal jeg ud af soveposen, og må fryse endnu mere for en stund. Det tager nogen tid at samle mod til det.

Jeg bemærker nu at flasken med varm vand er halvt frosset til, så det er ikke ren indbildning at der er koldt. Jeg pakker mig ind i poncho'en, kryber i soveposen igen og lægger min mc-jakke ovenpå. Det hjælper; snart holder jeg op med at ryste, og får nogle små øjeblikke med søvn natten igennem.

Sidste gang jeg vågner er før solopgang. Jeg fryser ikke så længe jeg bliver i soveposen. Jeg nyder solopgangen fra min horisontale position, og starter projektet med at stå op. Det tager en time inklusive flere forgæves forsøg. Der går et par timer med at få lavet kaffe, vågne op og pakke. Endu en gang bliver jeg mindet om llama-klimaet, for selv kartonen med vin er frosset til en mursten.

Alting foregår i slow motion og er træls at gøre. Jeg er knap så svimmel, men føler mig mere som en zombie end et menneske, men efter noget energidrik med coca blade er jeg nogenlunde i stand til at tage af sted kl. 8. Jeg har fået nok af camping i denne uge.





















































































2 Comments:

Blogger Stefan said...

Dude, you really are hardcore. Did you eat the frozen wine for breakfast? Thanks for making Roels ass famous...
Take care mate!

18 August 2010 at 21:01  
Anonymous Anonymous said...

i fyre har fanme nosser som få og et usandsynligt stort gå på mod i alle henseender.... sikken et eventyr fortsat god tur

8 September 2010 at 18:50  

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home