King Croesus: Ulan Ude, Irkutsk, Lake Baikal (Baikalsøen)

Efter Mongoliet skulle alt blive bedre. Alt i Rusland er i verdensklasse. Maden er den bedste i verden; vejene er vedens bedste; benzin er den billigste i verden; det er verdens venligste folkeslag osv. Og det bedste ved det hele er at det passer, i det mindste hvis man sammenligner med Mongoliet, og fuldstændig glemmer alt om resten af verden. Og det er nøjagtig hvad man har det med at gøre efter 20 dage som mekanisk flygtning i Mongoliet; du forventer være havnet i Himmerige. Men såden blev det ikke helt.

Næste dag nåede vi grænsen seks minutter over seks om aftenen. De lukker den på slaget seks. Faktisk så meget på slaget at det er ti minutter i seks. Endu en nat i nylonslottet. Da vi endelig for røven med os over grænsen næste dag ryger toppakningen igen. Den havde fået sig en mindre transportskade, der åbenbart ikke var 'mindre' nok. Vi må bruge den sidste af vores toppakninger.

Jeg lover min maskine at den får en ny kobling og et nyt koblingskabel i Irkutsk, hvis den får mig dertil uden at skabe nogen problemer. Den opfører sig ordentligt og jeg holder mit ord. Den får ny kobling, kabel samt en ny plejlstang. Nu er jeg efterhånden ved at være lidt træt af at skrue.

Fra Irkutsk kører vi nordpå til øen Olkhon i baikalsøen, ca. 300 km fra byen. Der er en del som har undret sig over hvorfor vi tager en 1300 km omvej vestover fra Ulan Ude i stedet for bare at køre østpå til Vladivostok. Men sandt at sige har jeg altid villet se om Baikalsøen er større end Mjøsa, søen jeg voksede op ved i Norge. Det bedste sted at afgøre dette er virkelig fra Baikalsøens vestlige bred.

Vi tager båden over om aftenen. På en bakketop 500 meter fra landingen ser jeg Klaus stoppe og slå korset for sig tre gange. Stellet er knækket lige under kronrørspladen. I begge sider. Denne gang er han groounded for alvor.

Politiet møder op. ”Kak de la?” spørger de. Hvad sker der. ”Rama pietz diz kaput” svarer jeg. E tager mig med i politibilen, kører mig til den nærmeste butik hvor jeg køber to flasker vodka. De er enige i at det eneste fornuftige lige nu er at tømme en flaske vodka og sove i vejkanten indtil det bliver lyst igen. Det russiske politi er pragmatisk anlagt og forstår at vide hvad folk tænker. Den øde ø som alligevel ikke er helt øde har en lille landsby. Klaus får fat i en pickup dér, og får maskinen ind til byen. Vi bliver der et par dage for at arrange motorcyklens transport tilbage til Irkutsk.

Klaus tager med sin maskine i lastvognen til Irkutsk. Jeg kører selv og forlader landsbyen om eftermiddagen. Efter 50 kilometer vibrerer sidevognsaffjedringen af. En venlig russer der kører bag mig samler stumperne op. 20 kilometer senere dør speedometeret. Det er ellers lige blevet renoveret før afgang af Oslo Speedometer Service. Godt de ikke tog mere end 1100 dkr. For det elendige arbejde.

Lidt senere bliver det mørkt. Så er lyset helt væk. Efter lidt fejlfinding, og lidt fejlråbning, og tæt på lidt fejlskydning, ser jeg atter lyset. Jeg når frem til 'Motoclub' huset i Irkutsk kl. 1 om morgenen, og mit lædertøj vejer 25 kg.

After Mongolia everything was supposed to get better. Everything in Russia is world-class. The food is the best in the world; the roads are the best in the world; the petrol is the cheapest in the world, the people are the friendliest in the world and so forth. And the best part is that all of this is actually true, at least if you compare with Mongolia, and ignores the rest of the world totally. And that is what you tend to do after 20 days as a mechanical refugee in Mongolia; you expect to come to paradise. It didn’t turn out quite that way.

From Ulan Bator we’d expected a smooth ride back to Russia. After all it’s only 300 kilometers, the road is paved and nice. All in all just a nice afternoon ride we assumed. After 60 kilometers we had a flat tire. Klaus fixed his tire and we camped next to a dead cow. Next day the head gasket on the red bike blew all the way to hell. I replaced it and we had to camp again. This time it wasn’t even a dead cow in the nearby.

Next day we reached the border five minutes past 6 in the night. They had closed the border at six o’ clock sharp. Actually so sharp that we talk about ten minutes to six. Another night in the nylon castle. When we finally get our asses across the border next day the head gasket blows again. It had a minor transport damage which obviously was not minor enough. We’ll have to use our very last head gasket.

I promise my bike a new clutch disc and a new clutch wire in Irkutsk if the bike takes me there without making any mayhem. It behaves well and I keep my word. It got its new disc, wire, and even a new connection rod. At this point of time I’m getting a bit fed up with wrenching.

From Irkutsk we head north to the Olkhon Island in the Baikal Lake, about 300 kilometers north of town. Quite some people wonder why we actually do the 1300 kilometer detour westwards from Ulan Ude instead of just going eastwards to Vladivostok. Truth is that I’ve always wondered whether the Baikal is actually bigger than Mjøsa, the lake I grew up by in Norway. The best place to determine this is indeed the west side of Baikal.

We catch the boat over in the evening. At a hilltop 500 meter after the jetty I see Klaus stops and do the sign of the cross three times. The frame is torn off beneath the steering head brace, on both sides. He’d done it properly this time around.

The police show up. ”Kak de la?”, what’s up they speak. “Rama piz dietz, kaput” I say. They take me in the police car, drives me to the nearest shop to buy two bottles of vodka. They agree that the only thing that makes sense is to drink a bottle of vodka and sleep at roadside until daylight breaks again. Russian police is pragmatic and know to read peoples mind.

The deserted island that really wasn’t that deserted hosts a small village. Klaus manage to get a pick-up truck up there, and get the bike to the village. We stay on for a couple of days while organizing transport back to Irkutsk for Klaus bike.

Klaus joins his bike and goes back to Irkutsk in the lorry. I drive myself and leave the village in the afternoon. After 50 kilometers the sidecar suspension vibrates off. A nice Russian who drives behind me picks up the parts. 20 kilometers later my speedometer dies. Just renovated by Oslo Speedometer Service before departure, good thing they did not charge more than 200 dollars for the shit job.

A little later it gets dark. Then the light is gone. After some trouble shooting, some trouble shouting, and almost bike-shooting I see the light again. The last 60 kilometers it was pissing down. I reached the motoclub house in Irkutsk at 1 AM and my leather suit weighs 25 kilograms.

Det kan ikke gå helt galt når man krydser grænsen og der dér står sådan en sød mongolsk pige.

A border crossing with such a nice Mongolian girl cannot possibly go wrong.

A new and better cylinder head.

Campering ved en flod nær Baikalsøen.

Camping by a river near Baikal.

Ved Baikonur, i 'Bike-all''s klubhus i Irkutsk. Stanislav (th) hjalp os meget, og uden ham ville vi virkelig været på spanden.

At Baikonur, Bike-all's clubhouse in Irkutsk. Stanislaw to the right helped us a lot, and without him we'd be ducked.

Ny kobling som belønning, før turen til Olkhon.

The new clutch as the reward, before riding on to Olkhon.

Dickson, en isbjørn vi mødte undervejs. Jeg tror han og Håvard ville gå fint i spænd.

Dickson, a Polar Bear we met. He'd come along fine with Howard, I think.

Dette billede er til ære for Scott, min gamle arbejdskammerat i Indien. Uheldigvis hoppede de dårlige vibrationer fra Landy'en over i Nimbussen, så stellet knækkede.

This pic is dedicated to Scott, my old back to back in India. Unfortunately bad vibes were transferred from the Landy to the Nimbus, so its frame broke.