An Inferno in Oil, Petrol and Dust

The Moyale highway. You probably haven´t heard of it, and that´s the point, as they say in New York.

This piece of non-existent road was the last tough part of the journey, a bandit infested “highway” between Isiolo and the border town Moyale in North Kenya. In Ethiopia the tarmac starts again and it lasts all the way to Alexandria where we fetch a ferry to Italy.

The gap between Isiolo and Moyale has been notorious for camel powered robbers in the long remote dessert stretches and a more or less non existing road.
It wasn´t as tough as the Andes mountains in Bolivia and down to Paraguay with a wrecked gearbox, or through the hardest parts of Mongolia. And probably way less than the Labrador coast from what I gather.

However, it was still an inferno in vibrations, oil, petrol and dust. At this point of time the bikes pumps out oil from the engine and pours out petrol from cracks and vent holes in the fuel tanks.

All this mixes with the fine dust from the road and covers both man and machine. When you clean your nostrils at the end of the day it comes out something that would be considered hazardous waste in Europe.

With inadequate enough machinery even just 370 kilometers is enough to test your patience and ability. To go more than three four hours without a break is hard, and you average only 8-10 km/h for long periods.

The hard tailed bike constantly jumps on the never stopping washboards. If you push too hard you break the frame, so it´s just to idle on first and wrestle your way around the rocks, and slam it open and hold on when you get into the silt pits. What acts to your benefit is that it´s very few curves, but that´s the only positive thing to say as well.

Another thing is the constant burn on your legs from the overheating engine. For these conditions you feed the engine with even more fuel than it can eat to avoid heat seizures. Despite this it´s like riding a sauna stove.

You feel a constant pain from the heat through your thick and smelly leather boots, and when it´s at the hottest of the day and the gravel is loose and deep enough the engine still starts detonating and almost seizure anyway. It says a bit considering the engine is at its very outer limit of the tolerances with 80 000 kilometers on the same bore and pistons.

The final bonus is callosity on your hands from steering, and burned away fingerprints on thumbs and indexing fingers from working on the hot bike.
Strange enough, both I and the bike seem to like all this suffering. It’s some kind of perverted good feeling when you´re through it. You sit down with a drink, plug in your Ipod and just look at the bike in the African sunset. There is no room for complaints then.

**************


This was written after the second day on the bad road, from what I had heard the road was supposed to get better so I took the victory in advance and wrote this piece. What followed was two more days, way worse than the two first. When the road improved in Ethiopia different problems occurred, so I´ll write up the complete story a bit later and publish as a complete piece on the blog. The pictures below is from the third day, when things started to get infernal.


T

Et sandt helvede af olie, benzin og støv

Moyale Hovedvejen. Du har antagelig aldrig hørtt om den,og det er netop pointen, som de siger i New York (oversætters note; ??!?!?). Det her stykke ikke-eksisterende vej var rejsens sidste hårde stræk, en 'hovedvej' med vejrøvere, mellem Isiolo og grænsebyen Moyale i Nordkenya. I Etiopien begynder asfalten på vejen igen og varer ved hele vejen til Alexandria, hvorfra vi tager en færge til Italien.

Hullet mellem Isiolo og Moyale er berygtet for kamelstøvede banditter på de lange ørkenstræk af denne mere eller mindre ikke-eksisterende vej. Det var dog ikke så hårdt som vejen i Andesbjergene i Bolivia, og den ned til Paraguay med et smadret gearkasse, eller gennem de værste stræk i Mongoliet. Og efter hvad jeg har hørt sikkert langt bedre end Labrador-kysten.

Men det var ikke desto mindre et helvede af vibrationer, olie, benzin og støv. På dette tidspunkt pumper motoren olie ud af motoren og benzinen står ud af huller i tanken og af åndehullet i tankdækslet. Det hele mikses med det fine vejstøv og dækker såvel mand som maskine. Når du senere på dagen snyder næsen, kommer der noget ud som i Europa vil blive klassificeret som giftigt affald. Med tilpas håbløst kørende materiel vil selv et stræk på bare 370 kilometer sætte både tålmodighed og evner på prøve.

Den stivstellede maskine hopper henover vejens endeløse vaskebrætoverflade. Kører man for stærks knækker stellet, så det er bare tomgang i første gear og ellers hive den hårdt rundt om stenene, og fyre til den når støvhullerne dukker op. Til vores fordel er der kun meget få sving, men det er også det eneste pæne der er at sige om vejen.

Et andet problem er brandsårene fra den overophedede motor. Under disse omstændigheder giver man maskinen mere benzin end den kan æde, for at forhindre den i at sætte sig. Men trods det er som at køre en sauna-ovn.

Man kan føle en konstant smerte fra varme selv gennem tykke og ildelugtende læderstøvler, og når dagen er varmest og gruset er løst & dybt nok begynder motoren at banke og er tæt på at klemme. Det siger ikke så lidt, når man tager i betragtning af at den er tæt på ydersiden af tolerancerne efter 80.000 km på samme boring og stempler.

En ekstra bonus er vablerne på ens hænder fra at styre den, og fingertryk som er brændt af tommel- og pegefinger efter at have arbejdet på den varme mc. Mærkeligt nok synes både jeg og maskinen at have det godt med al den lidelse: bagefter er der en-eller-ander pervers fryd ved at have gjort det. Du sætter dig hen med en drink, propper iPod'ens ørepropper i og kigger på maskinen mens solen går ned. Så er der intet at klage over.

*** *** *** *** *** ***

Det her blev skrevet efter andendagen på den elendige vej. Jeg havde hørt at vejen så blev bedre og havde allerede taget sejren for givet, da jeg skrev ovenstående. Hvad fulgte var så to dage der var meget færre ned de første to. Da vejen endeligt blev bedre i Etiopien opstod der andre problemer, som jeg vil skrive om senere, i et separat indlæg. Billederne herunder er fra trediedagen, netop som det begyndte at blive rigtig slemt.