Som tidligere nævnt er Kasakhstan vældig interessant pga. dets kontraster. Efter at have set landet gode sider, valgte vi en rute til Rusland for at se de steder jeg er afhængig af at se; forurenede møghuller som miljøforkæmpere finder afskyelige. Levende monumenter for menneskers mangel på respekt for natur og folk, resultatet af Sovjet-tidens megalomani. Vi kørte via Pavlovdar, til Semeypalatinsk og tog en omvej til Kurchatov før vi kørte tilbage til Rusland.
Det første højdepunkt var selvfølgelig Pavlovdar, berømt for luftforureningen fra dets adskillige metalværker. Smoggen var så tyk og fin, at vi skar en kube af luften ud som en souvenir, og stoppede den i rygsækken. Desværre er alle de udmærkede fotos jeg tog i 'RAW' format, og da en-eller-anden §!#&*! kazakhstaner har computeren med softwaren til at konvertere filerne, må du vente med at se disse billeder fra Paradis til senere.
Udenfor en landsby mellem Pavlodar og Semey knækkede forgaflen på Klaus' maskine. Vi fik hjælp af nogle af de lokale og den blev svejset, efter vi havde ventet i fem timer på at strømmen kom tilbage. De ville ikke have nogen penge, men fik en Singapore dollar, en (konvertibel) peso fra Cuba og nogle indonesiske rupia'er, hvilken begejstrede den lokale samler meget.
Sermeypalatinsk, eller 'Semey', er desværre bedst kendt for Semeypalatinsk Polygon testområdet, hvor de blæste 460 russiske paddehatte af. Skaderne fra det radioaktive nedfald trives fint, så kræft og andre knap så morsomme sygdomme er meget udbredte her.
Men denne by var Kasakhstans hovedstad en kort tid, og har været en slags 'kultur-hovedstad', hjemsted for den kazakhstanske kultur-guru Abay Kunanbaev. Fyodor Dostoevsky var en anden fin fyr, som levede her i eksil sammen med andre store russiske forfattere – alle sendt hertil fordi de havde sjove (men dengang ikke helt værdsatte) ideer mht. demokrati.
Fra Semey tog vi en omvej til Kurchatov, Polygon kontrolcentret (http://en.wikipedia.org/wiki/Semipalatinsk_Test_Site). Det er et ret interessant sted, bygget på kort tid fra 1949 og frem, og i dag en halv-forladt spøgelsesby. Mange bygninger er ubeboede og ved at falde sammen. Det eneste her i dag er et researchcenter og et museum for testområdet.
Museet skulle være vældig spændende, hvorfor vi kørte 150 km dertil i regnvejr og på meget dårlige veje. Da vi kom til museet sagde de at vi skulle have en tilladelse til at komme ind, og at den kunne fås i Astana. Jeg sagde ”Fedt nok, jeg er tilbage med tilladelsen om en halv time – det er kun 1000 kilometer”, hvorefter vi kørte tilbage til Semey. Selve testområdet er stadig meget forurenet, men de radioaktive ''hot spots' er ikke markerede, der er ingen hegn eller vagter (advarselskilte?), så besøg endelig stedet....