Germany & Copenhagen

This blog is about the KCCD2009 (King Croesus Contempt for Death) Trip and it's preparations. The journey will be performed on 2x 1939 Nimbus motorcycles with sidecars and ETD is April 2009. ETA is unknown, as you never know if it's a Sweet Chariot or an Infernal Machine you ride.
Moyale Hovedvejen. Du har antagelig aldrig hørtt om den,og det er netop pointen, som de siger i New York (oversætters note; ??!?!?). Det her stykke ikke-eksisterende vej var rejsens sidste hårde stræk, en 'hovedvej' med vejrøvere, mellem Isiolo og grænsebyen Moyale i Nordkenya. I Etiopien begynder asfalten på vejen igen og varer ved hele vejen til Alexandria, hvorfra vi tager en færge til Italien.
Hullet mellem Isiolo og Moyale er berygtet for kamelstøvede banditter på de lange ørkenstræk af denne mere eller mindre ikke-eksisterende vej. Det var dog ikke så hårdt som vejen i Andesbjergene i Bolivia, og den ned til Paraguay med et smadret gearkasse, eller gennem de værste stræk i Mongoliet. Og efter hvad jeg har hørt sikkert langt bedre end Labrador-kysten.
Men det var ikke desto mindre et helvede af vibrationer, olie, benzin og støv. På dette tidspunkt pumper motoren olie ud af motoren og benzinen står ud af huller i tanken og af åndehullet i tankdækslet. Det hele mikses med det fine vejstøv og dækker såvel mand som maskine. Når du senere på dagen snyder næsen, kommer der noget ud som i Europa vil blive klassificeret som giftigt affald. Med tilpas håbløst kørende materiel vil selv et stræk på bare 370 kilometer sætte både tålmodighed og evner på prøve.
Den stivstellede maskine hopper henover vejens endeløse vaskebrætoverflade. Kører man for stærks knækker stellet, så det er bare tomgang i første gear og ellers hive den hårdt rundt om stenene, og fyre til den når støvhullerne dukker op. Til vores fordel er der kun meget få sving, men det er også det eneste pæne der er at sige om vejen.
Et andet problem er brandsårene fra den overophedede motor. Under disse omstændigheder giver man maskinen mere benzin end den kan æde, for at forhindre den i at sætte sig. Men trods det er som at køre en sauna-ovn.
Man kan føle en konstant smerte fra varme selv gennem tykke og ildelugtende læderstøvler, og når dagen er varmest og gruset er løst & dybt nok begynder motoren at banke og er tæt på at klemme. Det siger ikke så lidt, når man tager i betragtning af at den er tæt på ydersiden af tolerancerne efter 80.000 km på samme boring og stempler.
En ekstra bonus er vablerne på ens hænder fra at styre den, og fingertryk som er brændt af tommel- og pegefinger efter at have arbejdet på den varme mc. Mærkeligt nok synes både jeg og maskinen at have det godt med al den lidelse: bagefter er der en-eller-ander pervers fryd ved at have gjort det. Du sætter dig hen med en drink, propper iPod'ens ørepropper i og kigger på maskinen mens solen går ned. Så er der intet at klage over.
*** *** *** *** *** ***
Det her blev skrevet efter andendagen på den elendige vej. Jeg havde hørt at vejen så blev bedre og havde allerede taget sejren for givet, da jeg skrev ovenstående. Hvad fulgte var så to dage der var meget færre ned de første to. Da vejen endeligt blev bedre i Etiopien opstod der andre problemer, som jeg vil skrive om senere, i et separat indlæg. Billederne herunder er fra trediedagen, netop som det begyndte at blive rigtig slemt.
Det var en kort dag med kun 50 kilometer eller deromkring, og seks små timers kørsel på en vaskebrætvej. Vi havde hørt godt om Henry Camp i Marsabit, og bestemte os for at komme tidligt i seng, spise ordentligt, tjekke maskinerne og måske kigge på dem i den afrikanske solnedgang. Det havde allerede været et par hårde dage.
Campingpladsen var fin nok, med en hytte der fungerede som sovesal, og brusere og lokummer i en separat bygning. Vi tjekkede ind og knægten viste os først sovesalen, så bruserne og toiletterne. På vej tilbage pegede han på et større indhegnet område.
”There's the rhino” ('Der er næsehornet') sagde han. Jeg kunne ikke se andet end en flok aber i skyggen under et træ. ”Hva fa'en, I har jeres eget næsehorn her? Er det dit?” jeg havde ellers altid troet næsehorn var sjældne og lige så svære at finde som en jomfru i Manila.
”Rhino!” sagde han lidt irriteret. ”For guds skyld mand, jeg er ikke døv. Faktisk vil jeg gerne købe det og tage det hjem som en gave til min bedstemor. Jeg tror hun også vil blive rigtig glad for et næsehorn”.
”Tormod, lad ham være”, sagde Klaus med et grimt grin i fjæset. ”Han siger 'urinal', ikke 'rhino'”.
Vi har krydset Ækvator, så nu er der kun Etiopien, Sudan, Egypten plus et par europæiskelande, der ikke er værd at nævne, der skiller mig fra 'hjemme'.
For mig er det her mareridts-strækket, og det stræk som jeg altid har set som det farligste. Ikke pga. de dårlige veje eller vejrøverne i det nordlige Kenya. Heller ikke pga. valg og uroligheder i Sudan, med militærstyrker langs vores rute klar til at gå sydpå, skulle de have lyst til det efter valget. Sker der mig noget vil dette vil kun være et spørgsmål om uheld, og var jeg en uheldig sjæl ville jeg for længst være død og borte.
Problemet, at når du er så tæt på, føler du at du allerede er hjemme og færdig med rejsen. Du begynder at slappe af, er mindre fokuseret, og så er det du laver fejl du ikke kan tillade dig.
Det er ligesom de almindelige stræk i Paris-Dakar løbet, hvor der næsten er flere der kører sig ihjel efter de hurtige stræk end på dem. I vores tilfælde er hjælper det ikke, at du er mere tilbøjelig til at køre stivfrossen og derfor reagerer langsommmere end normalt de sidste par tusinde kilometer.
Det er bare med at holde hovedet koldt og styre de sidste 5000 km hjem. Men ok, at holde hovedet koldt gennem Europa i februars nattekulde er vel helt naturligt.