Ulan Ude, Irkutsk, Lake Baikal (Baikalsøen)

Efter Mongoliet skulle alt blive bedre. Alt i Rusland er i verdensklasse. Maden er den bedste i verden; vejene er vedens bedste; benzin er den billigste i verden; det er verdens venligste folkeslag osv. Og det bedste ved det hele er at det passer, i det mindste hvis man sammenligner med Mongoliet, og fuldstændig glemmer alt om resten af verden. Og det er nøjagtig hvad man har det med at gøre efter 20 dage som mekanisk flygtning i Mongoliet; du forventer være havnet i Himmerige. Men såden blev det ikke helt.

Næste dag nåede vi grænsen seks minutter over seks om aftenen. De lukker den på slaget seks. Faktisk så meget på slaget at det er ti minutter i seks. Endu en nat i nylonslottet. Da vi endelig for røven med os over grænsen næste dag ryger toppakningen igen. Den havde fået sig en mindre transportskade, der åbenbart ikke var 'mindre' nok. Vi må bruge den sidste af vores toppakninger.

Jeg lover min maskine at den får en ny kobling og et nyt koblingskabel i Irkutsk, hvis den får mig dertil uden at skabe nogen problemer. Den opfører sig ordentligt og jeg holder mit ord. Den får ny kobling, kabel samt en ny plejlstang. Nu er jeg efterhånden ved at være lidt træt af at skrue.

Fra Irkutsk kører vi nordpå til øen Olkhon i baikalsøen, ca. 300 km fra byen. Der er en del som har undret sig over hvorfor vi tager en 1300 km omvej vestover fra Ulan Ude i stedet for bare at køre østpå til Vladivostok. Men sandt at sige har jeg altid villet se om Baikalsøen er større end Mjøsa, søen jeg voksede op ved i Norge. Det bedste sted at afgøre dette er virkelig fra Baikalsøens vestlige bred.

Vi tager båden over om aftenen. På en bakketop 500 meter fra landingen ser jeg Klaus stoppe og slå korset for sig tre gange. Stellet er knækket lige under kronrørspladen. I begge sider. Denne gang er han groounded for alvor.

Politiet møder op. ”Kak de la?” spørger de. Hvad sker der. ”Rama pietz diz kaput” svarer jeg. E tager mig med i politibilen, kører mig til den nærmeste butik hvor jeg køber to flasker vodka. De er enige i at det eneste fornuftige lige nu er at tømme en flaske vodka og sove i vejkanten indtil det bliver lyst igen. Det russiske politi er pragmatisk anlagt og forstår at vide hvad folk tænker. Den øde ø som alligevel ikke er helt øde har en lille landsby. Klaus får fat i en pickup dér, og får maskinen ind til byen. Vi bliver der et par dage for at arrange motorcyklens transport tilbage til Irkutsk.

Klaus tager med sin maskine i lastvognen til Irkutsk. Jeg kører selv og forlader landsbyen om eftermiddagen. Efter 50 kilometer vibrerer sidevognsaffjedringen af. En venlig russer der kører bag mig samler stumperne op. 20 kilometer senere dør speedometeret. Det er ellers lige blevet renoveret før afgang af Oslo Speedometer Service. Godt de ikke tog mere end 1100 dkr. For det elendige arbejde.

Lidt senere bliver det mørkt. Så er lyset helt væk. Efter lidt fejlfinding, og lidt fejlråbning, og tæt på lidt fejlskydning, ser jeg atter lyset. Jeg når frem til 'Motoclub' huset i Irkutsk kl. 1 om morgenen, og mit lædertøj vejer 25 kg.

After Mongolia everything was supposed to get better. Everything in Russia is world-class. The food is the best in the world; the roads are the best in the world; the petrol is the cheapest in the world, the people are the friendliest in the world and so forth. And the best part is that all of this is actually true, at least if you compare with Mongolia, and ignores the rest of the world totally. And that is what you tend to do after 20 days as a mechanical refugee in Mongolia; you expect to come to paradise. It didn’t turn out quite that way.

From Ulan Bator we’d expected a smooth ride back to Russia. After all it’s only 300 kilometers, the road is paved and nice. All in all just a nice afternoon ride we assumed. After 60 kilometers we had a flat tire. Klaus fixed his tire and we camped next to a dead cow. Next day the head gasket on the red bike blew all the way to hell. I replaced it and we had to camp again. This time it wasn’t even a dead cow in the nearby.

Next day we reached the border five minutes past 6 in the night. They had closed the border at six o’ clock sharp. Actually so sharp that we talk about ten minutes to six. Another night in the nylon castle. When we finally get our asses across the border next day the head gasket blows again. It had a minor transport damage which obviously was not minor enough. We’ll have to use our very last head gasket.

I promise my bike a new clutch disc and a new clutch wire in Irkutsk if the bike takes me there without making any mayhem. It behaves well and I keep my word. It got its new disc, wire, and even a new connection rod. At this point of time I’m getting a bit fed up with wrenching.

From Irkutsk we head north to the Olkhon Island in the Baikal Lake, about 300 kilometers north of town. Quite some people wonder why we actually do the 1300 kilometer detour westwards from Ulan Ude instead of just going eastwards to Vladivostok. Truth is that I’ve always wondered whether the Baikal is actually bigger than Mjøsa, the lake I grew up by in Norway. The best place to determine this is indeed the west side of Baikal.

We catch the boat over in the evening. At a hilltop 500 meter after the jetty I see Klaus stops and do the sign of the cross three times. The frame is torn off beneath the steering head brace, on both sides. He’d done it properly this time around.

The police show up. ”Kak de la?”, what’s up they speak. “Rama piz dietz, kaput” I say. They take me in the police car, drives me to the nearest shop to buy two bottles of vodka. They agree that the only thing that makes sense is to drink a bottle of vodka and sleep at roadside until daylight breaks again. Russian police is pragmatic and know to read peoples mind.

The deserted island that really wasn’t that deserted hosts a small village. Klaus manage to get a pick-up truck up there, and get the bike to the village. We stay on for a couple of days while organizing transport back to Irkutsk for Klaus bike.

Klaus joins his bike and goes back to Irkutsk in the lorry. I drive myself and leave the village in the afternoon. After 50 kilometers the sidecar suspension vibrates off. A nice Russian who drives behind me picks up the parts. 20 kilometers later my speedometer dies. Just renovated by Oslo Speedometer Service before departure, good thing they did not charge more than 200 dollars for the shit job.

A little later it gets dark. Then the light is gone. After some trouble shooting, some trouble shouting, and almost bike-shooting I see the light again. The last 60 kilometers it was pissing down. I reached the motoclub house in Irkutsk at 1 AM and my leather suit weighs 25 kilograms.

Det kan ikke gå helt galt når man krydser grænsen og der dér står sådan en sød mongolsk pige.

A border crossing with such a nice Mongolian girl cannot possibly go wrong.

A new and better cylinder head.

Campering ved en flod nær Baikalsøen.

Camping by a river near Baikal.

Ved Baikonur, i 'Bike-all''s klubhus i Irkutsk. Stanislav (th) hjalp os meget, og uden ham ville vi virkelig været på spanden.

At Baikonur, Bike-all's clubhouse in Irkutsk. Stanislaw to the right helped us a lot, and without him we'd be ducked.

Ny kobling som belønning, før turen til Olkhon.

The new clutch as the reward, before riding on to Olkhon.

Dickson, en isbjørn vi mødte undervejs. Jeg tror han og Håvard ville gå fint i spænd.

Dickson, a Polar Bear we met. He'd come along fine with Howard, I think.

Dette billede er til ære for Scott, min gamle arbejdskammerat i Indien. Uheldigvis hoppede de dårlige vibrationer fra Landy'en over i Nimbussen, så stellet knækkede.

This pic is dedicated to Scott, my old back to back in India. Unfortunately bad vibes were transferred from the Landy to the Nimbus, so its frame broke.

Færgelejet til Olkhon øen.

The berth to the island of Olkhon.

Karons færge, som transporterer motorcykler til stellenes dødsrige.

Charon's Ferry carrying motorcycles to The Kingdom of Broken Frames.

Rama Kaputt, piz doz!

Klaus lige efter jobbet er udført - bemærk vinklen på hele forestillingen.

Klaus right after the job well done - note the angle of the whole lot.

Når nøden er størst, er 'loffen' (?) nærmest

(gammelt russisk ord).

When dsistare strike, a 'loff' is nearby (old Russian proverb).

Indeni 'loffen'.

Baikal.

Baikal.

Øen Olkhon på Baikalsøen.

Olkhon Island, Lake Baikal.

Tilbage i Irkutsk, hvor motorcyklen er blevet kørt gennem den medbragte fragmenteringsmaskine.

Back in Irkutsk, where the motorcycle has been run through the biological fragmentation device.

Irkutsk, Siberien

Begge de nederste stelvanger er knækket lige under kronrøret. Som det kan ses, er der rust på venstre vanges brud, så den skade er ikke helt ny.

Both lower frame rails broke right under the steering head support plate. As seen on the pic, the left side rail fracture is rusty, indicating it has been broken for some time before the right side rail gave out.

Torsdag, 3. september 2009

Oversætters note: Først fik jeg en sms fra en ø 300 km fra Irkutsk. Stellet på Klaus' Nimbus var knækket. Nogle dage senere kom nedenstående email:

Jeg sidder i en tysk bar med wifi (trådløs internetforbindelse) og drikker Paulaner. Prøver at reparere skaderne fra i går, der skyldes vodka. Ved du hvad, der er gået så meget lort i den på det seneste at jeg ikke kan klare at gå ædru i seng. Jeg ville ønske jeg havde en stor pose pot, men da jeg ikke har det må vodkaen klare jobbet og lulle bæstet i søvn. Jeg er ikke så lidt træt af at reparere to motorcykler, foretage al rejseplanlægning, skrive, tage billeder og blablablablabla.

Nå, hvad stellet angår er det fixet for nu. Faktisk en ret trist historie. Jeg ville bore nitterne ud, og kun svejse stelvangerne. Eftersom de var revnet ved den nederste nitte ville man stadig have støtte til det svejsede område fra kronrørspladen. Planen var så at file hullet og dreje bolte til at få en perfekt pasning. På den måde kunne jeg undgå at ødelægge kronrørspladen, og samtidig anbringe det potentielle nye sted for en revne under svejsningen, godt inde under kronrørspladen.

Men – jeg fik Klaus til at skille maskinen ad for at gøre den klar til svejsning. Vi havde en aftale med en god svejser kl. 6, and en ven skulle komme og hente os dér. Klokken 4 holdt Klaus en pause, da der kun manglede at hive motor og forgaffel af. Men han sov gik en russer, der boede samme sted, i gang med at mig-svejse stelvangerne fast til kronrørspladen, uden at bruge gas, og uden at tænke på revnen to centimeter højere oppe. Resultatet var selvfølgelig at al fleks er væk, og at der er en svejsesøm langt under pladen.

Det ødelagde hele planen. Jeg kunne selvfølgelig begynde at svejse igen, men skaderne med varmen var allerede gjort. Hvad vi gjorde i stedet var at fjerne svejsningen, for så at skære et hul i pladen for at komme ned til revnen og svejse den. Derefter svejsede vi igen stelvangen fast til pladen, med et v-formet udskæring lidt ned ad stelvangen. På den måde tror jeg stellet har en chance, men det var ikke ligefrem den måde jeg ønskede det skulle være gjort.

Så forstår du hvorfor jeg har brug for at drikke mig i hegnet? Politiet forstår det i det mindste. Natten hvor stellet knak ude på øen (300 km fra Irkutsk), kom politiet og spurgte hvad der var sket. "Rama kaputt, piz dietz (røv og nøgler)" sagde jeg, og fortsatte; "Ja magazine, dva butilka vodka". Så de tog mig med i politibilen, og kørte mig ned til butikken med vodka. Vi drak en halv liter hver og lagde og til at sove i vejkanten. I det mindste er strømerne helt cool her.

Ah. Nå, jeg har det bedre nu. Fik lige 300 gram oste-fondue, og øllet begynder at virke. Nå ja, jeg ryger også på en indonesisk Sampoerna cigaret – tog et par pakker med til når det blev for hårdt. Vile ønske jeg kunne gå i seng nu, læse lidt Hemingway og bare falde i søvn, men som du ved; 'arbejdet adler', så det er vejen fremad mod frelsen.

Mange pilsner

Tormod

Translators note: First I got an sms saying they were stuck with a broken frame, on an island 300 k's from Irkutsk. Then a few days later the email message below arrived:

Hey man,

I'm sitting in a German bar now with wifi, drinking Paulaner. Trying to repair the damage from yesterday which was caused by vodka. You know, it has been so much shit lately that I can not stand to go to bed sober. I wish I had a big bag of reefer, but as I don't have the vodka will have to do the job and put the beast to sleep. I am very much tired of repairing two bikes, doing all the trip planning, the writing and the photographs and yadayadayada.

Anyhow, for the frame it's fixed now. It was a sad story actually. I wanted to drill out the rivets, and weld only the frame bar itself. As the fracture was at the lower rivet you'd still have support for the welded area from the steering head brace. Then the plan was to ream the holes and turn bolts to get a perfect fit. This way I'd avoid to destroy the steering head brace, and also to get the potential cracking place beneath the fusion line of the weld inside the steering head brace.

However, I got Klaus to disassemble the bike to get it done. We had an appointment with a very good welder at 6 o'clock, and a friend was to come and fetch us there. At four Klaus took a break as it was just left to take out the engine and the fork. While he slept a Russian living at the same place took the frame and mig-welded the frame bars to the steering head brace, using no cover gas, and totally ignoring the fracture itself two centimeters above. The result was of course that all flex were taken away, and there was a nice fusion line way below the brace.

This fucked up the plan completely. I could of course take up the welding again, but the damage with the heat was already done.

What we did was to remove the weld, and then cutted a opening in the brace to get access to the fracture and weld it. Then we re-welded the bar to the steering brace with a v-shaped weld-enhancement going down the bar a bit. This way I do belive the frame stand a chance, but it was really not how I wanted it to be done.

Do you understand my need for intoxication now? At least the police does. The night the frame broke at the island, the police came and asked whats up. "Rama kaputt, piz dietz" I said. "Ja magazine, dva butilka vodka" I continued. Then they took me in the police car, and drove me to the shop to buy vodka. We had a half litre of vodka each then and slept in the road side. At least the police is cool here.

Ahh. Well, I feel better now. Just had a 300gram cheese vondue, and the beer starts to work. Also, I smoke an Indonesian Sampoerna cigarett, I brought a few packs for rainy days. I wish I could just go back to bed now, read some Hemingway and go to sleep, but you know, ora & labora, that's the way forward to salvation.

Retards,

T

The Mongol Rally

Mongol-ralliet

Lad det være klart med det samme: Jeg kan normalt ikke klare folk der tager på store rejser for 'velgørenhed'. Jeg finder det svært at tro, at det er muligt at skaffe flere penge ved den slags, end rejsen i sig selv koster. For mig ligner det en dårlig undskyldning for et egotrip. Hvis man virkelig mener det mht. velgørenhed, så er det bedre at blive hjemme og donere pengene som rejsen ville have kostet. Hvis det lyder for kedeligt, kan man altid trippe lidt på noget billigt syre. Tyg et Mickey Mouse mærke og se lyserøde elefanter løbe over engen – det er noget man end ikke ser i de fjerneste mygge-vandhuller i Sibirien.

Ikke desto indre er der gode undtagelser, og én af dem er Mongol-ralliet, http://mongolrally.theadventurists.com/. Det løb går fra London til Ulan Bator, og for at starte skal man skrabe 8½ tusinde dask sammen til denne organisation. Og når du så når til Ulan Bator bliver bilerne solgt på auktion, og pengene går til godgørende formål. På den måde lykkes det dem faktisk at få en masse penge hjem, endda et ret imponerende beløb. Helt nøjagtig hvordan pengene siden bliver brugt, ved jeg ikke, men der er ingen grund til at tro det bliver misbrugt.

Ok, så det er måske ikke den miljømæssigt bedste måde at gøre tingene på, og var deltagerne blevet hjemme og havde de blot doneret rejsepengene direkte i stedet, ville det have været bedre. Men ingen ville have gjort det, så det her er faktisk ret fedt; man giver folk en god oplevelse, og samtidig samles der en masse penge ind.

Vi var så heldige at komme til byen i en af dens mere hektiske perioder, da en masse biler kørte ind. Dderfor kom vi til at overtage vi en masse af de brugbare ting, som rally-fyrene ikke længere havde brug for. Vi mødte danskere, svenskere, kiwi'er (New Zealand), australiere, englændere, tyskere, spanioler og det der var værre. Det var skønt at kunne tale ordentligt engelsk igen, og ikke skulle nedgradere sproget til 47-kromosom niveau.

Rigtig mange tak til fyrene der hjalp os dér. Tjek deres hjemmeside http://mongolrally.theadventurists.com/. Jeg synes det er en fin og nem måde at opleve på, som de fleste vil kunne klare. Så start planlægningen af næste års tur allerede nu.

Let me get this straight at once; I can normally not stand people that do big trips ”for charity”. I find it hard to believe that it’s possible to raise more money on doing stuff like that, than the cost of the actual trip. For me it normally seems to be a bad excuse for an ego trip. If you mean something with charity you’d better stay home and give away the money you’d spent on the trip. If it get too boring you can rather have a cheap acid trip. Chew a Mickey Mouse stamp and see some pink elephants run over the medows, that’s things you don’t even encounter in the remotes mosquito holes in Siberia.

However, there’s always some good exemptions, and one is the Mongol Rally, http://mongolrally.theadventurists.com/. The rally goes from UK to Ulan Bator, and in order to start you need to raise 1000 quid for the organization. Then when you get to Ulan Bator the cars get auctioned away and the money goes to charity. This way they are actually able to raise a lot of money, I was impressed by the amount actually. How the money is used I do of course not know, but I got no reason for thinking that they are misused.

Ok, it’s not the most environmental friendly thing, and of course if the participants stayed home and gave away the money it cost them it would have been better. But nobody would, so this is actually a great thing; you give people an adventure that is attractive, and at the same time you get in a lot of money.

We were lucky to get to town in one of the more hectic periods when a lot of cars came in. We got our self re-stocked with a lot of useful things which the rally guys did not need anymore. We met Danes, Swedes, Kiwis, Aussies, Brits, Austrians, Germans, Spaniards and what’s even worse. It was great to speak decent English again without being forced to dumb down your language to a 47 chromosome level.

Thanks a lot to the all the guys there helping us. Check out the website,http://mongolrally.theadventurists.com/ , I do believe it’s a nice and easy adventure that most people can do so start planning for next years rally.

Daniel & Lars fra Herning, fine fyre. Det er altid rart at møde danskere udenlands, fremfor nordmænd.

Daniel and Lars from Herning, great guys. It's always nicer to meet Danes than Norwegians abroad
Kan det være mere tjekket end at køre til Mongoliet i en brandbil? (Bemærk web-adressen på bilens forrude).

Riding to Mongolia in a Dennis Fire engine, how cool isn't that? (Note web address on windshield).

Svenskerne ankommer, http://mongolrally.se

The Swedes arrive, http://www.mongolrally.se/

Andy & hans kæreste. Andy er en af arrangørerne, der lagde en masse arbejde i at gøre dette muligt.

Andy and his GF. Andy is one of the organizers that puts in a lot of effort for making this possible

And yeah, it got enough partying

Some had a, uh, flamboyant, arrival

Tjekket kiwi-pige. Kiwier (newzealændere) er som regel fine folk.

Cool Kiwi-girl, Kiwis are normally cool people

Declan & Kieran fra Scotland Yard, men her var de bare med i ralliet. Håber jeg. De kunne lide motorcyklerne, sikkert fordi der ligger en politimotor i min. Fine fyre.

Declan and Kieran from Scotland Yard, but here they were just doing the rally. I hope. They liked the bikes, probably because I got a police engine in mine. Cool chaps.

Den flinke restaurant-ejer ryddede sin garage, så vi kunne parkere maskinerne dér.

The nice restaurant owner emptied his garage to let us park the bikes there.

Re-stocking

Eddy

Mongoliet

Jeg skulle have skrevet noget om Mongoliet og lagt det på bloggen for længst, men det har været for hårdt. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Som én engang, én der ikke bare var hvem som helst hvad angår at skrive og at drikke, sagde: ”Det gode er at leve længe og få arbejdet fra hånden og se og lære og forstå; og skrive når der er noget du ved; og ikke før; og ikke al for helvedes lang tid efter.” Det var det sidste han skrev før han røg Den Store Jerncigar.

Jeg kender ikke Mongoliet, og jeg forstår det heller ikke. Tyve dage var ikke længe nok til at forstå og kende det. Jeg kunne skrive om bjergpasset der var så stejlt, at vi måtte tage det meste af bagagen af, og løbe ved siden af maskinerne, op og ned flere gange, før alle tingene var helt oppe. Jeg kunne skrive om den morgen en jæger-nomade kom på besøg med en jagtfalk på armen; eller dengang forgaflen knækkede midt ude i ørkenen; eller da motorcyklerne druknede ude i floden. Jeg kunne have skrevet om da vi for 300 kilometer vild og blev fanget i Mørkets Døde Dal, og hvordan vi måtte spise skærebrænderristede døde rotter, inklusive rå rottenosser, for at komme ud derfra.

Men det føles ikke rigtigt at skrive om det endnu. Det hele er for bizart, for hårdt og for mærkeligt. Jeg skal have mere tid at bearbejde det her, så det bliver gemt til den bibel jeg skriver, hvis jeg kommer hjem igen. Jeg vil hellere lægge nogle billeder ud og lade jer selv forstille jer hvordan det var.

I should have written something about Mongolia and posted here long time ago, but it’s too hard. I do not know what to write. As somebody, which wasn’t just somebody when it came to travelling and writing and drinking, said, “The great thing is to last and get your work done and see and learn and understand; and write when there is something you know; and not before; and not too damned much after.” It was the last he wrote before he smoked the big steel cigar.

I do not know Mongolia, nor do I understand it. 20 days was not enough to understand and know it. I could write about the mountain pass, so steep that we had to take off most of the luggage, and run beside the bikes, up and down several times till all the things were on the top. I could write about the morning the nomad came to see us with a hunting eagle on his arm; or the time the fork the broke in the middle of the desert, or when the bikes drowned in the river. I could have written about when we got lost with 300 kilometers and were trapped in the dark valley of death, and how we had to eat torch burner-burnt rats, including raw testicles in order to get up.

But it doesn’t feel right to write about it yet. All was too bizarre, too hard and too strange. I need some more time before I can process the material, so it’ll be saved for the bible I’ll write if I get home. I rather just post some pictures and let you imagine what it was like.

Netop ankommet udenfor Ulan Bator. Vores øjne havde set Himmerige et par gange før vi nåede dertil.

Outside Ulan Bator, just arriving. Our eyes had seen the glory of the coming of the lord a few times at the time we made it to UB.

Vi mødte nogle franskmænd ude i ørkenen, som kørte et løb gennem Gobi til Beijing, i gamle 2CV'er. Så tro det eller ej, der er folk derude, der er værre end os. Nå, fine folk med den rette holdning, jeg kan li' den ånd.

We met some french guys in the desert, they were running a race through the Gobi to Beijing, with old 2CV's. There's people out there, way worse than us, believe it or not. However, great guys with great attitude, I liked their spirit

Starting line at the 2 CV race
Out in Mongolian else

Kharkorin, Djengis Khans by. Her er den århundrerer gamle Khans transformer.

From Kharkorin, Djenghis Khans city. This is the great Khans transformator, centuries old.

Djenghis Khans kokain-forædlings fabrik, også flere hundrede år gammel. Kan ses i Kherkorin.

Djenghis Khans cocain processing factory, also centuries old. Can be seen in Kharkorin

Nogen gange kan lykke i et mudderhul bare være en 'Tiger' øl, og en pakke Sampoerna smøger. Det giver næsten fornemmelse af at være i Singapore, selvom det nærmere er det mudrede Mongoliet.

Sometimes happiness in a muddy shit hole can be just a Tiger beer, and a pack of Sampoerna cigs. Makes you feel like in Singapore, though it's more muddy in Mongolia

If there's a will, there's a river. Famous slogan in Mongolia.

Hvor der er vilje er der en flod (berømt mongolsk slogan).

The sidecar box completely dissolved and was repaired with scrap steel at yurt in Khovd.

Sidevognkassen faldt helt fra hinanden, og måtte fixes på en skrothandel i Khod.


On the way down to The Dark Valley Of Death, stigma diabolica on the mongo-map.
På vej ned i Dødens Mørke Dal, markeret som stigma diabolica på Mongo-kortet.

Ooops I did it again....

Ups, jeg gjorde det igen....

Quality welding by drunk mongol. It increases the heartbeat quite a bit when you drive the bike after seeing how the job was done. I never seen a worse welding job done, and a front fork failure is not pleasant at high speed.

Kvalitets-svejsning foretaget af fordrukken mongol. Hjertet slår lidt hurtigere når man kører motorcyklen efter at have set hvordan det her var repareret. Jeg har aldrig set et værre svejsearbejde, og forgaffelsammenbrud er ikke morsomt ved høj hastighed.

In Mongolia you need help from all the high powers you can get, here outside the Norwegian Lutherian Mission.

I Mongoliet kan man bruge al den hjælp fra højere magter som man kan få. Her er vi udenfor Den Norske Mission.

"Fuck, the float is broken, it sinks like a rock".

F***, svømmeren er itu, den synker som en sten".

The nylon palace, sponsored by Nanok, http://www.nanok.no/
Nylonpaladset, sponsoreret af Nanok, http://www.nanok.no/

It's by far more common to be a camel, sheep or cow than being a human in this country.
Det er meget mere almindeligt at være en kamel, et får eller en ko, end det er at være menneske i dette land.

Aahhh, finally the fork is in two pieces. The effort finally paid off.

Ah, endelig er forgaflen i to dele, så arbejdet lønnede sig.