Sunday 31 January 2010

Departure NYC - Afgang fra New York City


I’m obviously getting old, and far from as hard as I used to be. Last night I actually felt like a terrible pussy when I aborted the driving due to health concerns. It would never happen in the good old days.

When I took the detour from Vermont to NYC it was quite nice weather, and as it’s only 350 miles I didn’t bother to bring all the worst case clothes. This turned out to be not too clever. It became quite cold when I finally left NYC, and temperature just kept dropping. To make matters worse, my electric gloves and chaps were also down.

The first 70 miles went quite ok, but after that it went quickly down with both outdoor- and body temperature. It became longer and longer between each ten mile mark. Dusk fell, and two deer crossed the road ahead of me. I tried to brake, but my knee could not be moved so I had to carefully lean my body to the left and lift the entire leg. The braking was not too efficient to say it that way, but luckily the deer crossed with good clearance.

I pushed on 60 miles from the last stop, and parked again at a gas station about 60 miles from Jerry’s house in Albany, where I was going to stay for the night. I spent a minute on the bike to exercise the legs so they could handle the weight of my body. I managed to get off, but then I could not remove the helmet. It was 30 miles since last I had felt my fingers. A police officer at the gas station was kind enough to take off my helmet.

A little later another police officer came and informed me that he could arrest me for mental disorder; long distance riding in 3 Fahrenheit (-16 centigrade) was waterproof evidence enough. I politely said 'yes please' and hoped to get a warm place and - even more - an excuse for aborting the driving. He got a bit grumpy as he apparently wasn't very happy with coming up with such a good joke.

The first cup of coffee I had to drink with two hands. The shaking was not possible to control, and with two hands I spilled only 30 percent of the coffee instead of probably 70 percent if I had used only one hand. As the feeling in the fingers came back I got this major pain, a bit like sticking yourself with needles. I’ve always liked to suffer a bit for a good cause, but at this point it was just a little too much.

The second cup of coffee was slightly easier to drink, but I still had to use two hands. I was defrosting slowly, and after a half hour and two cups of coffee I could again speak in complete sentences and walk quite normal, now I was only terribly cold and tired.

Quite some people came by and spoke to me. 'God bless you' said a few, but I was not convinced it would help me from freezing the fuck out of the tissue in my thumbs. Another guy warned me about the deer on the Taconic State Parkway, as he had lost a motorcycle friend to a deer just a few miles up the road. Déjà vu all over again.

I had the third coffee and tried to convince myself that the last 60 miles would be easy. But I just couldn’t. I didn’t want to arrive Albany with serious frostbite, or a half deer spread all over the bike because I was too stiff to brake, if I should be lucky enough to see it. I found a motel close by and spent the night feeling old and useless, but at least warm with all ten fingers intact.


Jeg er tydeligvis ved at blive gammel, og langt fra så hårdfør som tidligere. I går aftes følte jeg mig virkelig som en svagpisser, efter at at have afbrudt kørslen af helbredsmæssige grunde. Det var aldrig sket i de gode gamle dage.

Da jeg tog omvejen fra Vermont til New York City var vejret ganske pænt, og da der kun var 500 km derned, tog jeg ikke alt det varme tøj med. Dårlig beslutning. Det var blevet rigtig koldt da jeg forlod NYC, og temperaturen blev ved at falde. Lige så slemt var det at mine elektriske handsker & bukser også var nede.

De første 115 km gik ok, men derefter gik det nedad både med krops- og udendørstemperaturen. Der syntes længere og længere mellem hver 10-mile markør. Tusmørket faldt på, og to rådyr krydsede vejen foran mig. Jeg prøvede at bremse, men kunne ikke bevæge knæet og måtte derfor forsigtigt læne mig til venstre og løfte hele benet. Det blev ikke den mest effektive nedbremsning, men heldigvis nåede dyrene over i god tid.

Jeg stred på indtil 100 km fra forrige stop, og parkerede ved en benzintank ca. 100 km fra Jerry's hus i Albany, hvor jeg skulle overnatte. Jeg brugte et minut på motorcyklen med at massere benene, så de kunne bære min vægt. Jeg formåede at stå af, men kunne ikke fjerne hjelmen. Det var 50 km siden jeg havde kunnet mærke mine fingre. En politimand på tanken var så venlig at tage den af for mig.

Lidt efter dukkede an anden politimand op og oplyste, at han kunne arrestere mig for for psykisk uligevægt, eftersom langturskørsel i -16 grader var vandtæt bevis for min manglende dømmekraft. Jeg sagde pænt ja tak, i håb om at få et varmt sted at være, og have en rimelig undskyldning for at stoppe kørslen. Så blev han muggen over at have lagt op til sådan en god spøg.

Den første kop kaffe måtte jeg drikke med begge hænder. Det var umuligt at kontrollere min rysten, men med to hænder spildte jeg kun 30 % af kaffen, mod sandsynligvis 70 % om jeg kun havde brugt én. Efterhånden som jeg fik følelsen i fingrene tilbage gjorde det rigtig nas; lidt som at blive stukket med nåle. Jeg har altid haft det godt med at lide lidt i en god sags tjeneste, men på det her tidspunkt var det en tand for meget.

Den næste kop kaffe var lidt nemmere at drikke, men der skulle stadig bruges to hænder. Jeg tøede langsomt op, og en halv time og de to kopper kaffe senere var jeg i stand til at tale i hele sætninger og gå nogenlunde normalt. Nu var jeg bare ubehageligt kold og træt.

En del mennesker kom over og snakkede med mig. 'Gud velsigne dig', sagde nogle af dem, men jeg var ikke sikker på guddommelig hjælp til at forhindre mig i at få forfrysninger i tommelfingrene. En anden fyr advarede mig mod rådyr på Taconic State Parkway landevejen; han havde mistet en mc-kørende ven på den måde, bare få km længere oppe ad vejen. Déjà vu.

Jeg fik mig en tredje kop kaffe og prøvede at overbevise mig selv om at de sidste 100 km ville være nemme. Men jeg kunne bare ikke. Jeg ville ikke ankomme til Albany med alvorlige forfrysninger, eller et halvt rådyr splattet ud over Nimbussen fordi jeg var for stivfrossen til at bremse, hvis jeg ellers var heldig nok til overhovedet at se dyret først. Jeg fandt et motel tæt på tanken, og brugte natten på at føle mig gammel og overflødig, men trods alt varm og med alle ti fingre intakt.

Tormod


Leaving Vermont a week ago, weather was nice, close to 30 Fahrenheit (0 centigrade). Incredible how things changes. Photo: Sir Machinist Mushlin

Afgang fra Vermont for en uge siden, tæt på frysepunktet. Utroligt som ting kan ændre sig.

(....missing picture....)

Eddie volunteered as my apprentice when I had to do a minor adjustment prior to departure NYC.
Eddie meldte sig frivilligt som min lærling da der skulle justeres en lille bitte smule før jeg tog afsted til New York City.

Irwine and Eddie. Thanks a lot to Erik and the guys at Works Engineering for support and garage space.
Irwine og Eddie. 1000 tak til Erik og fyrene på Works Engineering for støtte og garageplads.


Eddie got the opportunity to wreck my bike so I could take the bus back to Vermont like the "slightly-brighter-than-myself-Klaus Ulvestad" did. Unfortunately he did not succeed on totaling the bike.
Eddie fik chancen for at smadre min motorcykel, så jeg kunne tage bussen tilbage til Vermont, ligesom 'lidt-klogere-end-mig-Klaus-Ulvestad' gjorde det. Desværre lykkedes det ham ikke at totalskade Nimbussen.


There was plenty of pussy in NYC.
Jeg fik masser af mis i New York City.

The morning after the aborted mission. It had become a lot warmer, which unfortunately still meant 10-15 Fahrenheit (-10 to -12 centigrades). The white spot in my eye is ice frozen in my eyelashes. Hooray for the winter.
Morgenen efter den afbrudte tur nordpå. Det var blevet meget varmere, men det var uheldigvis stadig minus 10-12 grader. Den hvide prik i mit øje en en lille isklump i mit øjenbryn. Hurra for vinteren...
Arrival Albany, 16 hours delayed. Pink as a pig in the face. If you leave a small spot in the face uncovered it becomes even more red than the rest of the face, it swells up and feels stiff. I'm actually a bit tired of the winter now after 4-5000 miles in this white inferno. It would probably been better with the heat in hell.
Ankomst i Albany, 16 timer forsinket og lyserød som en gris i ansigtet. Lader man en mindre del af ansigtet være udækket bliver det endnu rødere end resten, svulmer op og bliver stift. Jeg er egentlig lidt træt af vinteren nu, efter at have kørt 7-8.000 km i dette hvide inferno. Varmen nede i Helvede ville antagelig have været at foretrække.

Thursday 28 January 2010

Cycle Worlds Motorcycle Show NYC 22-24th of Jan

(English translation will follow tomorrow, maybe)

Hvert år har Cycle World et ambulerende road-show ( http://www.motorcycleshows.com/new+york+features ) som er et av de større motorsykkelshowene i USA. På New York-showet i fjor var det bare 65000 besøkende, og for å gjøre noe med dette inviterte de i år selveste Kurt Harry Uglesett (forhenværende Klaus Ulvestad) og undertegnede.

Det var i høyeste grad en strategi som kunne slått ut i alle retninger. Showet kunne blitt nedrent av kreditorer som var ute etter alt og alle assosiert med oss, de større motorsykkelmerkene og turutstyrsselgerne kunne trekke seg, eller verste fall legge ned da de så hvor bra vi klarer oss med gammelt dritt, eller vi kunne simpelthen hatt en dårlig dag og snarere oppført oss som bavianer i Afrika enn gjester på et seriøst show.

Det gikk imidlertid ganske bra, vi var både snille og edru hele helgen, og sølte bare litt bensin og olje på gulvet. Vi ble oppsatt til å holde tre lysbildeshow fordelt på helgen, og selveste ”Bitter-Sweet Chariot” ble utstilt ved seminarscenen slik at alle kunne oppleve auraen rundt en dansk kvalitetsmotorsykkel med nye stempelringer. Klaus’ sykkel måtte pent bli igjen i Vermont, siden den fortsatt var overdrevent fragmentert, men folk fikk mer enn nok av Nimbus allikevel.

Lysbildeshowene ble godt mottatt, og selv om applausen ikke var like påtrengende som den gangen Idi Amin ble gravlagt var det fortsatt god respons. Etter showene hang vi rundt motorsykkelen og skrøt høylytt av vår evne til dårlig planlegging, enda verre gjennomføring og hvordan dette kunne overvinnes ved god norsk stahet og mangel på sunn fornuft. Dette hele var i grunn en rak motsetning til tur-og utstyrsekspertene til stede som kunne fortelle om nødvendigheten av diverse GPS-holdere, bluetooth duppedingser, satellitt-telefoner og andre ting som hadde gått oss hus forbi.

Ellers møtte vi mange hyggelige folk som Kevin Cameron som til alt overmål likte Nimbusen riktig så godt, foruten Matt Chambers som driver Confederate motorsykler (http://www.confederate.com/ ) og en rekke andre artige karer.

Tormod



The status of the bike a very few hours before departure to the show. What the hell, it was only 300 miles and winter, who needs to test drive a rebuild machine then?
Som maskinen så ud ganske få timer før afgang til mc-udstillingen. Men hvad pokker, det er bare 500 km og vintervejr, så skulle det være nødvendigt med en testkørsel af den renoverede motorcykel?
And assembly goes fast when you got the right special tools.
Det går hurtigt med at samle når man har det rette specialværktøj.

The bike got displayed next to the seminar stage, on a carpet to catch up the oil and gasoline spills.
Motorcyklen blev udstillet ved siden af scenen, på et tæppe der var velegnet til at opsuge lækkende olie og benzin.

As per normal the bike was a magnet on asian girls. Klaus had to fight them off with broomsticks so other people also could see a real Danish Doomsday-Machine with fresh piston rings.
På sædvanlig vis virkede motorcyklen som en magnet på asiatiske piger. Klaus måtte jage dem til side med et kosteskaft, så andre også fik mulighed for at se denne ægte danske dommedagsmaskine med nye stempelringe.

We got in over 150 dollars, so I might leave the trip and live a jet-set life in Poland the rest of my days for the cash.
Vi fik indsamlet over 150 dollars, nok til at klare en jet-set livsstil resten af mine dage. I Polen.
One of the terrific speaches we held, here showing the famous dishwasher pic to give the kids some good ideas.
En af de fine foredrag vi holdt, her illustreret med det berømte opvaskemaskine foto, til inspiration for de lokale knægte.

The NYC Vin Moto guys booth, http://www.nycvinmoto.com/ Thanks a lot to all these guys for the help!

Confederate (www.confederate.com) was amongst the more interesting stuff at the show; cool bikes but slightly too expensive ($92,500) for us, even though we got in the $150 dollars. Guess we'll have to stick to the Nimbus a while more.
'Confederate' var blandt de mere interessante ting på udstillingen - fede maskiner, men for dyre for os (1/2 million kr. før afgift), trods de 150 dollars. Så vi holder os vel til Nimbusserne.

Wednesday 20 January 2010

Press Release- We'll be represented at Cycle Worlds Show in NYC January 22-24 - Pressemeddelelse ang. mc-show i New York City


We're preparing for the Cycle World's motorcycle show in NYC 22-24th of January. We got invited to have a slideshow and exhibit the bikes. Not sure if the organizers really have thought through all potential consequences of inviting us, but we'll do our best to behave.
See press release below and feel free to forward to who ever may be interested.

Tormod

Press Release:
It’s a pleasure to report that that the infamous Round the World Trip ”KCCD09 -The Dumb Way Round” will be represented at Cycle World's International Motorcycle Show at the Javits Convention Center in New York, January 22-24, 2010.

The witless and fearless Norwegians Klaus Ulvestad and Tormod Amlien are currently halfway through circumnavigating the world on two Nimbus sidecar motorcycles, made in 1937 and 1938. The travels so far have covered Norway, Sweden, Denmark, Latvia, Lithuania, Belarus, Ukraine, Russia, Kazakhstan, Mongolia, South Korea, Canada and USA. The trip will continue from New York down to Argentina, over to South Africa and back home to Norway via East coast Africa. For detailed accounts of the adventure please visit the brilliant website
http://www.kccd.no/

Highlights for the appearance at the Motorcycle Show will be:
1) A slideshow about the trip so far, from Norway to USA, covering 13 countries, two broken frames and front forks, 6 head gaskets, countless other breakdowns, too many litres of vodka, as well as other trivialities you face when travelling the world on 70 year old motorcycles. The slideshows will be presented Friday, 1/22 - 1:00 pm, Saturday, 1/23 - 10:00 am, and Sunday, 1/24 - 4:00 pm at the Hub Seminar Stage.

2) View the ultimate touring machine for those who love to wrench in remote deserts and completely disregard comfort on a motorcycle: the one and only 1937 model Nimbus that has been driven across the entire Russia, Kazakhstan and Mongolia over to The States. The bike was covered in authentic American road salt from crossing the northern USA in December. It is a living testimony of severe abuse of a classic bike for extreme touring.

3) Hear us swashbuckling about our ability to create disasters, chaos and breakdowns. Learn from the best in class how bad planning, even worse execution, and low budget can be defeated by stubbornness and ignorance of common sense.

For more info about the trip please see our website www.kccd.no. For information and the location of the Cycle World International Motorcycle Show in New York, please see
www.motorcycleshows.com/new+york+features

Please see the attached pictures from our slideshow that will be presented and feel free to use them in relation to this press release. All rights reserved Tormod Amlien.



Vi forbereder os til Cycle World's (amr. mc-blad) motorcykeludstilling i New York City d. 22-24 januar. De har inviteret os til at komme med lysbilledshow og motorcykler. Er ikke sikre på om arrangørerne har overvejet de mulig konsekvenser af at invitere os, men vi vil gøre vores bedste for at opføre os ordentligt. Se nedenstående pressemeddelelse, som du også er velkommen til at sende videre til dem der kunne være interesserede.

Tormod


Pressemeddelelse:

Det er vores fornøjelse at kunne fortælle, at den berygtede 'KCCD09 – The Dumb Way Around' mc-tur jorden rundt også vil være at finde på Cycle World's International Motorcycle Show i The Javits Convention Center i New York, 22-24 januar 2010.

De åndede og frygtløse nordmænd Klaus Ulvestad og Tormod Amlien er p.t. nået halvvejs genem deres tur jorden rundt på to Nimbus sidevognsmotorcykler, der er bygget i hhv. 1937 og 1938. Rejsen er indtil gået gennem Norge, Sverige, Danmark, Letland, Lithauen, Hviderusland, Ukraine, Rusland, Kazakhstan, Mongoliet, Sydkorea, Canada og USA. Turen vil fortsætte fra New York ned til Argentina, over til Sydafrika og hjem til Norge via Afrikas østkyst. En mere detaljeret beskrivelse af odysséen kan ses på den brilliante hjemmeside www.kccd.no.

På standen skal der særligt fremhæves følgende:

1) Et billedshow der viser hvordan rejsen hidtil er gået, fra Norge til USA; hvilket dækker 13 lande, to knækkede stel og forgafler, seks toppakninger, talløse andre sammenbrud, alt for mange liter vodka og andre småting man udsættes for når man foretager jordomrejse på 70 år gamle mc'er. Lydbilledshowet løber af stabelen fredag d. 22/1 kl. 13, lørdag d. 23/1 kl. 10 og søndag d. 24/1 kl. 16 på Hubb Seminar scenen.

2) Se den ultimative turmaskine for folk der elsker at skrue i fjerne ørkener og som er fuldstændigt ligeglade med mc-komfort: Den eneste Nimbus der har kørt gennem hele Rusland, Kazakhstan og Mongoliet og over til Staterne. Motorcyklen var dækket af ægte amerikansk vejsalt fra da vi krydsede det nordlige USA i december. Dette er det ægte vidnesbyrd om mishandling af en klassisk motorcykel i ekstrem-touringens navn.

3) Lyt med når vi blærer os med vores evner til at skabe katastrofer, kaos og sammenbrud. Lær af mestrene på feltet hvordan kombinationen af dårlig planlægning, endnu værre udførelse og et lavt rejsebudget kan nedkæmpes af stædighed og af at stryge enhver form for sund fornuft.

For flere informationer om rejsen kan man tjekke vores hjemmeside www.kccd.no. For information om hvor man kan finde os på Cycle World International Motorcycle Show i New York, gå venligst til www.motorcycleshows.com/new+york+features

Se de vedhæftede billeder fra vores lysbilledshow som vil blive vist, og vær velkommen til at bruge dem i sammenhæng med denne pressemeddelelse.



Flat tire at Mongolian highway.

Punkteret dæk på en mongolsk landevej.


We let only the world's most outstanding motorcycle engineers and tuners work on our bikes. So far only Erik Buell has been allowed to touch our engines except from ourselves.
Vi lader kun verdens mest allerbedste mc-ingeniører og tunere arbejde på vores maskiner. Indtil nu har kun Erik Buell fået lov til at røre ved vores motorer, udover selvfølgelig os selv.


Mongolia could not offer many bridges, but in return it could offer deep rivers that drowned the bikes.
Mongoliet kunne ikke prale af at have mange broer, men tilbød i stedet dybe floder at drukne vores maskiner i.




Outside Ulan Bator, Mongolia

In Mongolia it's way more common to be camel, horse or sheep than human or motorcycle.
I Mongoliet er det mere normalt at være en kamel, en hest eller et får, end at være et menneske eller en motorcykel.




Tuesday 19 January 2010

Big Discoveries in Vermont - Store opdagelser i Vermont

Maintenance is still in progress and we have made some amazing discoveries regarding our previous breakdowns! It pretty much explains most of the challenges (or problems as some have published it as) we’ve had.

1) I picked up some info in a repair manual that I’ve unfortunately have overseen for years. Music in the workshop shall not be played under any circumstances. I’ve used the book for years, and really find it useful. It was just a pity that I oversaw this part:

“Let it be with putting on music to the work! Everything to its time. It’s a spreading nuisance that is a disgrace to quality. I’ve made myself the habit to leave, if I enter a workshop, where the music is pumping out as porridge. No matter the character or the quality of the music it impacts the psyche and takes away the focus from what it’s all about, Nimbus- and the art of maintaining it!”

I admit it, I played music most of the time while building the bikes. It explains maybe not everything, but at least the blown head gaskets, the broken spokes, the flat tires, the broken head light bulb, the gear shift that froze and the clutch disc where the asbestos loosened from the disc.
(
To be honest, the author of this book, Knud Jørgensen, is a very knowledgeable and good guy I highly respect, and I recommend his books about Nimbus, for instance this http://nyboderboghandel.dk/biler-og-motorcykler-40/nimbus-teknisk-udvikling-386.html . I just found this comment hilarious, sorry Knud! )

2) I heard rumors that some people in Denmark believe that the spoke enhancers made in Ukraine caused the rest of the problems. After analyzing the internals of the bikes the last two weeks I can confirm this is true. The problems directly caused by the spoke enhancers are mainly two broken front forks, three set of contact points, one broken frame, one tail light bulb, two brushes for the light switch, one clutch release bearing, and one conrod as well as a few head gaskets.

When first flashing my mechanical disabilities, make ready for justice: Opposed to what many believe, John Carlsen (
http://www.jcnimbus.dk/ ) has not built the bikes. He has contributed with expertise and spare parts, so I am solely responsible for all breakdowns related to bad craftsmanship. Apologies to everybody that get disappointed by hearing this but unfortunately it is the truth. (This is NOT a joke, both this and the previous trip would hardly been possible without my friend John.)

And yeah, one last thing. None of the damages that have occurred, none of the wear discovered during this last two weeks of maintenance, can be traced to the use of the bikes. I see absolute nothing that points in the direction, that being forced to ford rivers, run bikes as full throttle and use the clutch to maintain the RPM’s at 9,000 feet altitude, drive 3,500 miles on washboard roads or even offroad with a load exceeding half a tonne would be any different whatsoever to driving in the Danish or Norwegian summer on tarmac roads. All the mechanical challenges we’ve had during the last 20,000 odd miles and nine months is purely because I have no clue about mechanicals or motorcycles.

There’s quite a few people back home in Scandinavia (and even more around the world) I owe big thanks for contributions of money, parts, help, labour and God knows whatnot. There’s luckily too many of them that I dare to mention names in fear of leaving somebody out. I really appreciate it and it makes the trip possible.

On the other hand, we also got the others that rather stick to speculating about failures and what we should have done differently. Please keep up the good work! It’s a very important job, and so much more convenient, clever and cheaper than to actually go out there yourself. I wish I was like that myself, it would have been so much easier.

(translator's note; feel better now?)

Tormod

Vedligeholdelsen skrider fremad og undervejs har vi gjort et par fantastiske opdagelser mht. maskinernes tidligere sammenbrud, som stort set forklarer de fleste af de udfordringer (eller 'problemer', som nogen offentliggjorde dem som) vi har haft.

1) Jeg fandt noget information i en reparationshåndbog, som jeg desværre havde overset i et par år: At der ikke under nogen omstændigheder må spilles musik på værkstedet. Jeg har brugt bogen i årevis, og har fundet den meget brugbar. Det var bare ærgerligt at jeg overså denne del:

”Og lad være med at sætte musik til arbejdet! Hver ting til sin tid. Det er en omsiggribende uskik, der er en hån mod al kvalitet. Jeg har selv gjort mig til en vane at gå igen, hvis jeg kommer til et værksted, hvor musikken kører i én grød. Uanset musikkens karakter eller kvalitet virker den ind i psyken og tager energi fra det, det drejer sig om: Nimbus – og kunsten at vedligeholde den! Du må gerne fløjte eller synge lidt!”

Jeg indrømmer blankt at der blev spillet musik det meste af den tid vi satte maskinerne i stand. Det forklarer måske ikke alt hvad der gik galt, men kun de brændte toppakninger, de knækkede eger, forlygtepærerne der gik, gearskiftemekanismen der 'frøs' og asbesten der faldt af koblingspladen. (Ok, bogens forfatter Knud Jørgensen er meget vidende, og en fin fyr som jeg har stor respekt for. Jeg kan varmt anbefale hans bog om Nimbus vedligeholdelse. Den kommentar med musikken var bare for morsom (sorry, Knud)).

2) Jeg har hørt rygter om at nogen i Danmark tror at de 'eger-forstærkere', vi fik lavet i Ukraine, var skyld i resten af vore problemer (ups; 'udfordringer'). Efter de sidste to ugers grundige analyse af maskinernes indre organer, kan jeg bekræfte at det passer. Problemerne som kan henføres direkte til egerforstærkerne bestod stort set af to knækkede forgafler, tre sæt platiner, et knækket stel, en baglyspære, to af de små fjedrende dimser i kontrolleren, et leje til koblingsudløserpinden, en plejlstang og nogle toppakninger.

Når nu mine mangler mht. mekanisk forståelse skal udbredes, skal dette siges i retfærdighedens navn: I modsætning til hvad mange tror, har John Carlsen fra JC Nimbus ikke bygget motorcyklerne op, men kun bistået med ekspertviden og reservedele. Dårligt håndværksmæssigt arbejde er mit ansvar alene. Undskyld til alle dem som bliver skuffede over at høre dette, men det er uheldigvis sandt. Jeg spøger ikke med det her; både denne og min tidligere tur havde næppe været mulig uden min ven Johns hjælp.

Åh ja, en sidste ting: Ingen af de skader maskinerne har haft, og ingen af dem vi har opdaget de sidste par uger, har noget at gøre med den måde Nimbusserne er blevet kørt. Jeg ser absolut intet der peger på at køre gennem floder, køre med fuldgas og bruge koblingen til at holde omdrejningerne oppe, i 3000 meters højde og følgende tynde luft, eller 5000 kilometer på vaskebrætvej eller off-road, og med maskiner der hver især vejer omkring ½ ton, skulle gøre sliddet spor forskelligt fra hvis vi havde kørt en sommer på danske eller norske asfalterede veje. Alle de mekaniske udfordringer vi har fat de sidste ni måneder & 30.000 kilometer skyldes ene og alene at jeg ikke kender en pind til motorcykler.

Der er en del mennesker hjemme i Skandinavien (og endnu flere verden over) som jeg skylder en stor tak for hjælp i form af penge, reservedele, hjælp, arbejde og guderne må vide hvad ellers. Der er heldigvis så mange at jeg ikke tør nævne navne, af frygt for at komme til at glemme nogle. Jeres hjælp er højt værdsat og det er den der gøres vores tur mulig.

Så er der selvfølgelig også dem der hellere gør sig spekulationer over de ting der går galt og hvad vi burde have gjort i stedet. Bliv ved med det! Det er vigtigt arbejde, og desuden en god del nemmere end at tage ud og prøve det på egen krop. Jeg ville ønske jeg selv var ligesådan, det ville gøre mit liv en del nemmere.


When I presented Klaus the list of things to do on the bikes in Vermont he recorded a last message and jumped over the edge. When I picked him up 500 meters down the Niagara he smelled like a wet dog and filed an official complaint about the expedition manager.
Da jeg stak Klaus listen over hvad der skulle gøres ved maskinerne når vi kom til Vermont, filmede han et sidste buskab og hoppede ud over kanten. Han lugtede som en våd hund da jeg fiskede ham op 500 meter længere nede ad Niagara, og indgav er formel klage over ekspeditionslederen.

April 2009

January 2010

For serious maintenance of the Nimbus we've secured this plunger. This is what the pro's use when they are doing proper work on Nimbus. At least some I suspect. Ideal for discovering frame fractures for instance.
Til mere seriøs vedligeholdelse af Nimbusserne sikrede vi os denne svuppert. Det er hvad de professionelle bruger når de laver ordentligt arbejde på Nimbus. Nogen af dem, vistnok. Ideel til f.eks. at finde stelbrud.

Our friend Miles in Vermont. Without him we'd be "fooked" as they say in Scotland. With us, Miles were fooked. We're not easy friends to have, and we're sorry to wear him out. But hey, better him than we, right?
Vores ven Miles i Vermont. Uden ham havde vi været seriøst på røven, for nu at udtrykke det pænt. Nu blev det Miles der var seriøst på røven. Vi er ikke nemme venner at have, og var kede af at slide ham ned. Men hey, hellere ham end os, ik'?

Without I'd be fooked I suppose

The built in meat grinder in the Nimbus engine. We use it for making bitumen though.

I found four big holes in the camshaft housing when we took out the rockers. No wonder the bike leaked oil.

On the wheel to the right you can see the five fat spokes that has caused 90% of all our problems on the trip.
På hjulet til højre kan man se de fem ekstra tykke eger som er skyldige i 90% af alle problemerne på turen.


I found the three pieces on the left of the picture inside the engine, loose in the oil pan. They must obviously have fallen off the oilpump or the pop-off valve because I never seen them before.
Jeg fandt de tre ting til venstre liggende løst nede i bundkarret. De må tydeligvis være faldet af oliepumpen eller overtryksventilen, for jeg har aldrig set dem før.
We have now custom made this special cock ring (the shining piece in the flywheel) for the crank, that will make it way stiffer. A stiff shaft is always desired for serious cranking

One of the most important jobs now was to redo the outer surface on the flywheel. We've drawn an obscene comic strip with a guy wanking on the flywheel's OD, so when we look down in the hole for setting the ignition it appears like a cartoon, and the faster we rev the faster he wank. When we left home we had the same concept, but with a guy brushing his teeth, which was far from this funny.

We have engaged the dog Radar as Workshop Supervisor and Quality Manager as we're useless ourself. Everything has to be Radar-approved now before assembly, during assembly and before releasing the bikes. Ok, Radar look like a fat fox with Downs Syndrome, but he is actually sharper than he looks, opposed to others on the picture.
Vi har ansat Pat & Miles' hund 'Radar' som værkfører og til at stå for kvalitetskontrollen, eftersom vi ikke selv dur til det. Nu skal alt Radar-godkendes før det blir samlet, mens det blir samlet og inden maskinerne må køres. Ok, Radar ligner en lille fed ræv med Down's Syndrom, men han er kløgtigere end han ser ud, i modsætning til den anden fyr på billedet.

Tuesday 5 January 2010

Reaching Vermont - Så nåede vi til Vermont

Then we’ve just reached our friend in Hartland, VT. It’s literally a Milestone. His name is Miles, and second I calculated that we should be just able to keep the bikes running to this place before putting serious effort into the bikes.

It’s sort of emotional to be here, and it’s based on a complete lack of common sense. We could have done the overhaul at the west coast and avoided riding 5500 kilometers in fierce winter conditions. The case was though, that I had promised Miles to drop by and you really don’t go back on a promise, do you?

The ride across the northern states really paid off anyway. To suffer from a constant hypothermia and not being able to feel you fingers for hours per day is such a tiny price to pay for making friends with legends like Erik Buell, seeing the decadence of Detroit, catch up with my outstanding friend Jerry in Albany, experience the extreme hospitality of the American people, stay with the original few remaining Canadian hippies that inhabited Copenhagen’s Christiania in the seventies, feel the sheer join of almost get run over by trucks and see it went well, you’re still alive only because you one hell of a lucky fellow that God don’t want and the Devil fear. It really keeps you going.

I must most humbly say I am probably one of the best persons in the world to abuse, run down and beat the shit out of classic bikes in order to rebuild them. I calculated things well, the last 70 kilometers I could hardly keep the bike running.

From Jerry in Albany it’s 220 kilometers. It’s been going steadily down with The Bitter-Sweet Chariot, but in Rutland Pandora’s Box was opened, hell broke loose, Satan was furious with me. At this time the gear shift froze so I had to shift straight on the gearbox. The clutch had totally died on the very last shift and would not release. Compression was totally gone on two cylinders. There was not a trace of tread left on the tires. It was left less than one centimeter of travel in the front fork springs. Anybody may feel free to get a 500 kilogram Nimbus rolling with no clutch, a malfunctioning gear shift and less the ten horsepower left. You’d have to attend “the advanced abuse of bikes” class and practice a bit.

But still I could run it these very last kilometers, which I really never should have done. When Pandora’s Box opens it just don’t fuck up the bike. Oh no, it becomes snowstorm, it turns out you have to cross a mountain pass, the road is covered by a hellish slurry of snow and salt that eats both machine and leathers and it’s dark as inside a whale belly in a coal mine.

We should never ever ridden in these conditions though, it was beyond hazardous. We should have awaited the crack of daylight. But we just couldn’t. You been riding almost 30 000 kilometers and always been bearing in mind that at this very town named Hartland the bikes will be meeting it’s Saviour and getting push back to life, just to again meet its destroyer once more until it get put to rest in Norway next Christmas or so. We just could not spend one more day to get here.

And we did really make it, though I had the spookiest feeling so far on the trip, knowing most fatalities occurs close to the target, and under just these conditions.

And yes, there were one more thing to be said. I had to get towed the last 200 yards before we could get off the leathers, eat breakfast and finish Miles bottle of Canadian Club. The Bitter-Sweet Chariot really died on me, practically when it was meant to.



Så nåede vi frem til vores Nimbus-ven i Vermont. Det var i bogstaveligste fortand en milepæl, dels fordi han hedder Miles, og dels fordi jeg havde kalkuleret med at vi skulle kunne holde maskinerne kørende hertil før der skulle arbejdes seriøst på dem.


Det var en speciel følelse at være her, og dette grundet i en total mangel på almindelig sund fornuft. Vi kunne være blevet på Vestkysten og have givet maskinerne et gennemsyn dér, og dermed undgå at køre 5.500 km i hårdt vintervejr. Men jeg havde givet Miles et løfte om at vi kiggede forbi, og løfter er ikke noget man render fra, vel?


Turen gennem de nordlige stater havde skam deres gode sider. At lide under konstant kuldesyge og ikke være i stand til at føle fingrene flere timer om dagen var en lille pris at betale for at blive venner med Eric Buell (manden bag Buell sportsmaskiner med H-D motorer); se det forfaldne Detroit; gense min ven Jerry i Albany; opleve det amerikanske folks store gæstfrihed; bo hos en af de tilbageværende canadiske hippier, der havde boet på Christiania i 1970'erne; have fornøjelsen af næsten at blive tromlet ned af store amerikanske lastbiler OG alligevel overleve fordi man er en allerhelvedes heldig karl som Gud ikke vil have og som Djævelen frygter. Den slags holder én i gang.


I al beskedenhed skal jeg også nævne, at jeg er blandt verdens bedste hvad angår at mishandle, sønderslide og vride alt liv af klassiske mc'er, så jeg kan bygge dem op igen. Jeg beregnede det godt, for de sidste 70 km kunne jeg dårligt holde Nimbussen kørende.


Fra Jerry's hus i Albany til Miles's hus i Vermont er der 220 km. Det er gået langsomt ned ad bakke med The Bittersweet Chariot (den blå Nimbus), men det var i byen Rutland en Pandoras æske blev åbnet, Helvede brød løs og Satan var knotten på mig: Her 'frøs' fodgearskiftet så jeg måtte skifte direkte på gearkassen; koblingen døde på det sidste gearskift og ville ikke slippe; to cylindre havde ingen kompression; der var ikke antydningen af mønster på dækkene; forgaffelfjedrene havde én cm vandring. Hvis nogen andre derude vil prøve at få en 500 kg Nimbus sidevognsmaskine i gang uden kobling, fejl i gearskiftermekanismen og mindre end ti heste til rådighed, så værsgo. Men tag først et kursus i 'Avanceret mishandling af motorcykler' og få lidt øvelse inden du prøver.


Men jeg kunne stadig køre disse sidste km, hvilket jeg egentlig ikke burde have gjort. Når Pandoras æske åbnes fucker det ikke bare motorcyklen op. Nej, der følger også en snestorm; et bjergpas at køre over, veje der er dækket af en ond blanding af slud, sne og salt, der æder både motorcykler og lædertøj, og der er mørkt som inde i en hvals mave i en kulmine.


Vi burde som sagt ikke have kørt dette sidste stræk, for det var uforsvarligt. Vi burde have ventet til der var dagslys igen. Men vi kunne bare ikke. Vi havde kørt næsten 30.000 km og hele tiden vidst at netop i byen Hartland i Vermont vil Nimbusserne møde Frelseren og blive helet (for blot at møde mc-bødlen igen indtil den blever stedt til hvile i Norge omkring næste jul). Vi kunne ikke bruge endnu en dag på at nå frem.


Og vi nåede virkelig frem, selv om jeg havde den underligste fornemmelse på hele turen, bevidstheden om at de fleste dødsfald sker tæt på ens destination, og under ømstændigheder som disse.


Der er lige endnu en ting at nævne: The Bitter-Sweet Chariot døde under mig, praktisk tager hvor den skulle, og måtte trækkes de sidste 200 meter før vi kunne smide lædertøjet og tømme Miles' flaske Canadian Club whiskey.


At the morgue, awaiting the defibrillator

Monday 4 January 2010

Update about the updates

Okies, this have taken some time to convert, so don't complain if it takes some effort to decipher. It was not any less job for me.

- .... . .- ..- - .... --- .-. .... .- ... ..-. .- .-.. .-.. . -. - --- ... .-.. . . .--. - .... ..- ... - .... . .-. . .-- .. .-.. .-.. -. --- - -... . .- -. -.-- ..- .--. -.. .- - . ... -... . ..-. --- .-. . .. .-- .- -.- . ..- .--. .- --. .- .. -. .-.-.- .. -- ...- . .-. -.-- .... .- .--. .--. -.-- .-- .... . -. .. -- ... .-.. . . .--. .. -. --. --..-- -. --- - .- - .-. .- -.-. . --- ..-. -... .. - - . .-. .- -. -.. .-. . ... . .-. ...- . -.. .-.-.- .. - ... -. --- - - .... . -... .. --. ... .-.. . . .--. --..-- .--- ..- ... - .- - . -- .--. --- .-. .- .-. -.-- --..-- ... --- .. ..-. .. --. . - .. -. -- --- --- -.. .- -. -.. -.. . -.-. .. -.. . - --- .-- .- -.- . ..- .--. .-.. .. -.- . ... .-.. . . .--. .. -. --. -... . .- ..- - -.-- .- --. .- .. -. .. - ... .--. --- ... ... .. -... .-.. . .-.-.- .. - ... .--- ..- ... - - .... .- - .. ..-. .. -. -.. - .... .. ... -... .-.. --- --. .- .-- ..-. ..- .-.. .-.. -.-- -... --- .-. .. -. --. - --- .-- .-. .. - . --..-- .- -. -.. .. ..-. .. -. -.. .. - -... --- .-. .. -. --. - --- .-. . .- -.. .- ... .-- . .-.. .-.. .-.-.-


.-- . .-.. .-.. --..-- .. .--- ..- ... - -. . . -.. ... --- -- . .. -. -.-. . -. - .. ...- . ... .... . .-. . - --- .--. .-. --- -.-. . ... ... - .... . .-- --- .-. -.- .-.-.- .- -. -.-- .... --- .-- --..-- .. .... --- .--. . - .... .. ... -. . .-- .-- .- -.-- --- ..-. .-- .-. .. - .. -. --. - .... . -... .-.. --- --. . -. - .-. .. . ... .-- .. - .... -- --- .-. ... . -.-. .- -. -... . . -. .--- --- -.-- . -.. -... -.-- --- .-.. -.. .-- .- .-. ... .- .. .-.. --- .-. ... .-.-.- .. ..-. .. .-. . -.-. . .. ...- . --- -. .-.. -.-- --- -. . -- .- .. .-.. ..-. .-. --- -- .- -. -.. --- .-.. -.. ... .- .. .-.. --- .-. ... .- -.-- .. -. --. .... . .-.. .. -.- . .. - .. .-.. .-.. --. . - -... .- -.-. -.- - --- .-- --- .-. -.- .- -. -.. .--. --- ... - . ...- . .-. -.-- - .... .. -. --. .. -. -- --- .-. ... . --..-- -- .- -.-- -... . . ...- . -. .. -. . -. --. .-.. .. ... .... - --- --- .-.-.-



-

THE AUTHOR HAS FALLEN TO SLEEP THUS THERE WILL NOT BE ANY UPDATES BEFORE I WAKE UP AGAIN. IM VERY HAPPY WHEN IM SLEEPING, NOT A TRACE OF BITTER AND RESERVED. IT'S NOT THE BIG SLEEP, JUST A TEMPORARY, SO IF I GET IN the MOOD AND DECIDE TO WAKE UP LIKE SLEEPING bag BEAUTY AGAIN IT'S POSSIBLE. IT'S JUST THAT I FIND THIS BLOG AWFULLY BORING TO WRITE, AND I FIND IT BORING TO READ AS WELL. WELL, I JUST NEED SOME INCENTIVES HERE TO PROCESS THE WORK. ANYHOW, I HOPE THIS NEW WAY OF WRITING THE BLOG ENTRIES WITH MORSE CAN BEEN ENJOYED BY OLD WAR SAILORS. IF I RECEIVE ONLY ONE MAIL FROM AN OLD SAILOR SAYING HE LIKEs IT, I'LL GET BACK TO WORK AND POST EVERYTHING IN MORSE. MAYBE EVEN IN ENGLISH TOO.

(translators note; it took me less than 2 minutes...)